I udkanten af selve Skovby By, ligger denne ejendom godt tilbagetrukket fra den ellers i forvejen stille vej - på dejlig fritliggende naturgrund, med udsigt til marker og naturen omkring.
Skovby er et populært sted - både for dem som bor der hele året - og dem som anvender husene som fritidsbolig. Bussen til både Søby og Ærøskbing er lige ved - og Skovby byder blandt andet på godt fællesskab, legeplads og skøn badestrand med badebro ved "Skåret".
Ejendommen har været anvendt som fritidshus af nuværende ejer i 45 år, og som har sat stor pris på de mange gode ophold. Ejendommen er fortsat oplagt som fritidshus, men kan også anvendes som helårshus.
Indeholder:
Lille entré med indgang til soveværelse, badeværelse med bruser og indgang til den sydvendte stue med brændeovn - alt i sin gamle oprindelige stil og charme. Ved stuen er der endnu et soveværelse og ligger i åben forbindelse med køkkenet. Desuden er der tidligere stald / udhus, så der er mulighed for at udvide beboelsen.
Der er elvarme, brændeovn fra 2025, vand fra Søby Vandværk og der er tilsluttet offentlig spildevandsrensning (der er ikke septiktank).
Møbler mm - samt ca. 20m3 tørret bøge-brænde der står i laden, kan medforhandles.
Energimærke, tilstandsrapport og elinstallationsrapport kan bestilles på kontakt@obolig.dk
OM SØBY:
Søby ligger i den nordlige ende af Ærø, og har færgeforbindelse til Als og til Faaborg/Fyn.
Søby har bl.a. supermarked, bager og godt spisested. Naturen er nær. Vitsø med dæmningen ved Østersøen, Golfbanen næsten som "nabo". Havnen med aktivitet fra fiskebåde og lystsejlere. Stranden ligger lige ved siden af lystbådhavnen. Så det hele er i meget nær afstand.
ÆRØ
En ø kan bedst beskrives som et mikrokosmos, hvor man på trods af størrelsen, stadig kan finde 'alt' - fra sygehus til behandlere, fra skoler til folkeuniversitet, fra idrætshaller til aktivitetshuse, fra byggemarked til specialbutikker, fra grillen på havnen til gourmet-restauranter.
På Ærø har det kommunalt været en hjertesag, at øboernes livskvalitet er i top, f.eks. ved at forbinde hele øen med gratis bus med stort set timedrift - noget der som regel overrasker behageligt, når turister besøger øen. Hvis man skruer tiden tilbage til dét Danmark, der var engang, dengang hver by havde sit eget handelsliv, kulturliv, så vil man se, at det engang var normen, at 'alt' var indenfor rækkevidde. Sådan er ø-livet stadig i dag - et samfund, der på trods af sin lidenhed, udgør et helt univers.
Og det er derfor, at vi siger, at 'Drømmen er på en ø'!